Det norske Kongehus 😱

1 voldtægtsforbryder + 1 stofmisbruger + 1 fake shaman = Det norske Kongehus

Lad os samle Norden i medfølelse med det stakkels norske Kongehus.
Tænk engang – de rige stakler!

De vågner op i slotte med guldtapeter, mens almindelige dødelige som os kæmper for at få varmen i stuen. De tvinges til at lade sig fotografere på ski i alverdens luksus-resorts, mens vi andre står i kø i Netto. Forfærdeligt.

Og så det enorme arbejde de udfører for nationen!

Kronprinsessen må bære rundt på tusindvis af omtaler i diverse vennekredse fra fortiden. Noget med en finansmand, der ikke just var kendt for velgørenhed.

Den fortabte søn (pap-prinsen) har en retssag i starten af 2026 – 38 anklager, herunder flere voldtægter (på sovende kvinder) og vold i nære relationer – men det er jo nærmest en familietradition efterhånden.

Man kan høre violinerne spille i baggrunden, mens de stakkels forældre sukker tungt over, at opdragelse er så svært, når man har travlt med at klippe hækkene i kongeparken.

Og så Märtha Louise – åh, den rebelske sjæl!
Hun må jo lide under at lave Netflix-dokumentarer, hvor hun (trods aftale) bruger sin prinsessetitel 34 gange, gift med en shaman, der sælger magiske medaljoner mod kræft og covid, og generelt bare gør præcis, hvad der passer hende – mens det norske folk betaler regningen. Hvor uretfærdigt!

Tænk at skulle være millionær og stadig blive kritiseret. Det er nærmest tortur.

Kongen selv? Han har ligget syg, holdt taler og set sin familie falde fra hinanden i slow motion – men pyt, han har jo 35-års jubilæum på tronen i 2026! Konfetti og fanfare, trut-trutterut, mens retssalen summer af vidneudsagn.

Så ja – lad os alle holde et minuts stilhed for de stakkels rige mennesker, der har det så frygteligt svært.

De stakkels overmennesker kæmper dagligt mod velstand, titler, penge fra skatteyderne, og den ubarmhjertige byrde at skulle posere for skandalemagasinet Hello!

Stakkels dem. Det er hjerteskærende. Bare nu ikke kongehusene smitter hinanden!

Mine salte tårer drypper ned i min kedelige kaffe fra termokoppen herhjemme.

Måske man skulle lave en indsamling til ny limousine? De har jo så hårdt et liv.

Fødevarecheck til folket – eller: Almisse med udløbsdato

Åh nej, nu har de gode folk i magtens korridorer igen fundet pengepungen frem – den lille, der kun bruges til os almindelige dødelige.

• 1.000 kr. til de stakkels studerende (nok til en måneds instantkaffe og en pakke discount-pasta).
• 2.500 kr. til pensionisterne (så de kan betale en enkelt elregning, før de fryser igen).
• 5.000 kr. til udvalgte børnefamilier (hvis I ikke tjener for meget, I stakkels rige mennesker).

Engangsbeløb, naturligvis. For at "indhente" alt det, vi har betalt for meget i årevis. Nåååh… sådan. En lille sukkerbid til at lukke munden på os i en måned eller to, mens priserne fortsætter med at stige som en raket fra Elling-fabrikken.

Og mig? Tak for ingenting. Jeg får nul kroner. Zero. Nada. Zilch. Rien. Fordi jeg ikke passer ned i nogen af de rigtige kasser.

Men lad os lege lidt med tallene, bare for sjov: Hvad nu hvis de i stedet tog de 120 milliarder kroner, de lige har smidt efter krudt, kugler og "kampkraft" (uden returordning), og fordelte dem ligeligt til alle ca. 4,8 millioner danskere over 18 år?

Så ville hver eneste af os få 25.000 kroner. Ikke hver måned. Men sgu da mere end en pose billig pasta og et dårligt samvittighedsbad.

I mellemtiden sidder de deroppe på Christiansborg og klapper sig selv (og hinanden) på skuldrene over deres egen generøsitet – mens de selv trækker 1–2 millioner kroner om året i vederlag (plus tillæg, pensioner og diæter, som vi andre kun kan drømme om). De kunne købe hele fødevarehylden i Netto hver måned uden at blinke – og stadig have råd til at sende flere granater af sted.

Men hey, tak for de 1.000–5.000 kr. engangsslik, kære politikere. Det var virkelig… rørende.

Bare et tankeeksperiment fra en sur gammel mand, der ikke engang er med i almisse-festen.

KAMPKRAFT TIL ELLING: En fremtidssucces i engangsudgave

Eller: Hvordan man skaber beskæftigelse ved at producere beskæftigelsesophør

Der er godt nyt fra Frederikshavn! Efter grundige overvejelser, lange udbudsrunder og det man i fagkredse kalder "demokratisk proces", har forsvarsminister Troels Lund Poulsen endelig fundet løsningen på arbejdsløsheden i Elling: En fabrik der producerer ting, hvis eneste formål er at stoppe andre menneskers beskæftigelse. Permanent.

Det er jo genialt, når man tænker over det. Mens resten af landet plages af bæredygtighedsmål og cirkulær økonomi, har Elling valgt en langt mere enkel forretningsmodel: Engangsprodukter. Ingen returordning, ingen genbrugsmuligheder. Når en granat først er brugt, er den virkelig brugt. Sammen med alt det andet.

Kampkraft til folket

Ministeren taler meget om "kampkraft". Det er blevet hans yndlingsord - en slags mantra han gentager, hver gang nogen spørger til det fornuftige i projektet. "Vi skal have kampkraft!" dundrer det fra Christiansborg. Ikke uddannelse, ikke sundhed, ikke velfærd. Kampkraft. For hvad er en velfungerende kommune uden evnen til at sprede metalsplinter med høj hastighed?

Man må give ham ret: Der er virkelig kampkraft over at placere en ammunitionsfabrik i et tætbefolket område. Det kræver mod. Eller i hvert fald en bemærkelsesværdig evne til at ignorere geografi og grundlæggende fysik.

Sikkerhedszoner: Den nye status

Og så er der selvfølgelig det charmerende ved sikkerhedszonerne. Fire familier får den ære at blive totalt eksproprieret - tænk, deres huse er så tæt på fremtidens beskæftigelse, at de bliver nødt til at forlade dem. 107 andre får servitutter på deres ejendomme. "Grøn zone", kalder de det. Et meget poetisk navn for: "Du må gerne bo her, men skolen, plejehjemmet og børnehaven skal væk."

Det er næsten som et spil Matador, bare med virkelige huse og virkelige mennesker. Og hvor staten altid vinder.

Per Pugholm Olsen, generalløjtnant og chef for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, forsikrer os om, at den amerikanske fabrik der eksploderede i Tennessee i oktober 2024 og kostede 16 mennesker livet, "ikke kan sammenlignes" med den danske. Hvad præcist forskellen er, ud over at den danske endnu ikke er eksploderet, forbliver uklart. Men han lød meget overbevisende.

Fra vugge til grav. Hurtigt.

Det smukke ved produktionen er dens enkelhed. Ingen besværlige overvejelser om produktets livsløb, ingen diskussioner om holdbarhed eller kvalitet målt i brugstid. En granat har én funktion, og den udfører den fremragende. Én gang. Så er den opbrugt. Sammen med hvad end den rammer.

Det er sådan set den ultimative engangsløsning i en verden, der ellers prøver at genanvende alt fra kaffekopper til mursten. Mens resten af os sorterer affald i otte forskellige fraktioner, er man i Elling gået tilbage til basics: Man laver ting, der helt bevidst bliver til affald. Meget, meget hurtigt.

Det hellige ved beskæftigelse

For det hele handler jo om arbejdspladser. 110-120 medarbejdere! Det er næsten lige så mange, som der var ansat, da fabrikken lukkede i 2020. Selvfølgelig solgte staten dengang fabrikken til spanske Expal, som så lukkede den efter at have tabt penge i årevis. Men den gang var det jo bare økonomi. Nu er det national sikkerhed! Helt anderledes.

Troels Lund Poulsen indrømmer ærligt: "Vi må nok konstatere, at det ikke var klogt, at vi i tidernes morgen skilte os af med den kapacitet." Tidernes morgen var i dette tilfælde 2008. Sytten år er åbenbart lang nok tid til at glemme, hvorfor man lukkede en fabrik, men kort nok til at den stadig står der og kan genåbnes.

Der er noget rørende ved ministerens tro på, at det bliver anderledes denne gang. "Vi har lært af fortiden," siger han. Det samme sagde de spanske ejere i 2008, da de lovede produktion i 300 år. De holdt i 12.

Eksportpotentiale?

Det mest fascinerende er måske fabrikkens forretningsmodel. Man skal producere ammunition primært til Danmark og NATO-allierede. Det betyder, at succesen afhænger af, hvor meget krig der er i verden. Jo flere konflikter, jo bedre forretning. Det er den eneste branche, hvor stigende efterspørgsel direkte korrelerer med, hvor galt det står til i verden.

Det er næsten som at drive et begravelsesforretning - man ønsker ikke ligefrem kunderne til lykke.

Resumé: En eksplosiv succes

Så lad os opsummere Ellings nye eventyr:

• En fabrik der producerer engangsting designet til at rive mennesker i småstumper
• Placeret i et tætbefolket område med ekspropriation til følge
• Hvor succesen måles i "kampkraft"
• Og hvor forretningsmodellen er bedst, når verden brænder

Det er måske det perfekte symbol på vores tid: Vi er så optaget af at løse problemer, at vi glemmer at spørge, om vi måske selv skaber dem.

Men hey, det er arbejdspladser! Og hvis der er noget, der er helligt i dansk politik, så er det beskæftigelse. Uanset hvad man beskæftiger sig med.

"Vi må også konstatere, og det må jeg påtage mig et ansvar for, at vi valgte at lave en markedsafdækning, som har taget lang tid."
— Troels Lund Poulsen, om hvorfor det tog to år at komme i gang med at producere krudt og kugler.

Første granat forventes at rulle ud fra samlebåndet: Sommeren 2027
Sidste granat: Ukendt (afhænger af antal konflikter)

BREAKING:

Vanviddet fortsætter med en ny raketfabrik, der skal opføres på et område ved Vandel vest for Vejle. Der ligger et tidligere Nato-depot fra den kolde krig og den nedlagte Flyvestation Vandel. Stort tillykke til Vandel. Hurra for dødbringende beskæftigelse 💣💥

Doom#4711

Det var en grå, blæsende morgen i Elling, en lille by ved Frederikshavns kyst, hvor havvinden altid bar en lugt af salt og tang. Klokken var knap seks, og de første arbejdere mødte op til skiftet på den nye granatfabrik, der havde rejst sig som en kæmpe, grå bunker midt i det flade landskab.

Fabrikken var ministerens stolthed – "Kampkraft til Elling", som aviserne havde kaldt det. Et projekt, der havde givet job til hundredvis af lokale, der ellers havde siddet arbejdsløse efter nedlukningen af de gamle værfter.

Nu producerede de dødsensfarlige granater, der skulle eksporteres til Ukraine og andre konfliktzoner. Engangsprodukter, som aldrig nogensinde kom tilbage.

Jens, en midaldrende mand med et tykt skæg og en gammel arbejdsjakke, parkerede sin cykel uden for porten. Han hilste på sin kollega, Maria, der kom gående med en termokande i hånden.

"Godmorgen, Jens. Blæser det ikke lidt ekstra i dag?" sagde hun med et smil, mens hun trak huen ned over ørerne.

"Jo, det er som sædvanligt herude. Men bedre end regn, ikke? Hvordan gik det med børnene i går aftes?" svarede Jens, mens de scannede deres ID-kort ved indgangen.

Inde i omklædningsrummet blandede snakken sig med lyden af skabslåger, der smækkede. Folk talte om weekendens fodboldkamp, den stigende pris på brød og om vejrudsigten – ingen nævnte nogensinde, hvad de egentlig producerede. Det var bare "produktet".

Skiftet startede præcis klokken seks. Jens og Maria gik ind i produktionshallen, en stor, steril sal fyldt med maskiner, der summede og stampede som et gigantisk urværk. De tog deres pladser ved samlebåndet, iført beskyttelsesdragter og handsker.

Dagens ordre var klar: 155 mm artillerigranater, model "Doom". De skulle produceres i tusindvis, pakkes og sendes af sted samme dag. Jens håndterede sprænghovederne, mens Maria monterede detonatorerne. "Se, der kommer en ny batch," mumlede Jens og pegede på en frisk skal, der gled hen mod dem. Denne her fik serienummeret Doom#4711 stemplet på siden – en anonym, kold metalcylinder, der snart ville blive fyldt med dødelig kraft.

Aftenens Skift

Senere på dagen skiftede holdene. Aftenskiftet kom ind klokken fjorten, mens solen hang lavt over Kattegat. Lars, en ung fyr fra Frederikshavn, der havde fået sit første rigtige job her, mødte op med sin veninde, Sofie. De havde mødt hinanden på fabrikken – hun på pakkeafdelingen, han ved kvalitetskontrollen.

"Hej, Sofie. Har du set vejret i aften? Det bliver måske klart himmel, godt til at se stjerner," sagde Lars, mens de skiftede tøj.

"Ja, men jeg håber ikke det bliver for koldt. Min bil starter ikke i frost," svarede hun lattermildt.

Snart var de inde i hallen, hvor maskinerne aldrig stoppede. Lars inspicerede Doom#4711, da den kom forbi hans station: Han tjekkede svejsningerne, målte vægten og godkendte den med et stempel. "Perfekt," sagde han til sig selv. Sofie pakkede den ind i skum og placerede den i en kasse mærket "Eksport: Ukraine". Kassen blev forseglet og stablet på en palle, klar til lastbilen.

Natskiftet tog over klokken toogtyve. Her var stemningen mere dæmpet – folk som den ældre enkemand, Poul, der havde mistet sit job på værftet for år siden. Han mødte op alene, hilste stille på de andre og gik straks i gang. "God aften, Poul. Vindstille i nat, ser det ud til," sagde en kollega. "Ja, godt for skibene," mumlede Poul, mens han overvågede lastningen. Doom#4711's kasse blev løftet ind i en container, der blev forseglet og kørt mod havnen i Frederikshavn.

Derfra sejlede den med et fragtskib over Østersøen, gennem toldkontroller og videre med tog mod den ukrainske grænse. Ingen på fabrikken tænkte på dens endelige destination – det var bare et job, der betalte regningerne.

Rejsen mod Fronten

Doom#4711 ankom til en militærbase nær Kyiv efter en uges rejse. Den blev pakket ud, inspiceret og lastet ind i en artillerikanon ved frontlinjen i Donbas-regionen. Krigen rasede her, med lyden af eksplosioner som et konstant baggrundstæppe.

Soldaterne, trætte og mudrede, håndterede granaten uden at vide dens oprindelse – den var bare en af mange. "Fyr løs mod de fordømte svin", sagde en løjtnant og gav ordre til at skyde.

Granaten fløj gennem luften, en hvæsende bue mod målet. Men vinden skiftede, eller måske var beregningen forkert – den landede ikke på fjendens linje, men i udkanten af en lille landsby. Den ramte en børnehave, der var blevet brugt som midlertidigt ly for civile.

Eksplosionen rev bygningen i stykker, og blandt ruinerne lå børnene.

Lille Pavlov, kun to år gammel, havde leget med en legetøjsbil, da det skete. Han døde øjeblikkeligt, sammen med flere af sine kammerater.

Skrigene fra de overlevende blandede sig med røgen, mens redningsfolk gravede desperat i murbrokkerne.

I Elling fortsatte fabrikken at summe. Jens, Maria, Lars, Sofie og Poul mødte op til deres skift, småsnakkede om vind og vejr, og producerede nye granater. De vidste intet om Doom#4711's skæbnesvangre møde med børn – det var jo bare et engangsprodukt. Et engangsknald.

Køb, køb, køb!

Det er Statskrigsminister Mette Frederiksens opfordring til Forsvarschefen. Han har fået en Accelerationsfond på 50.000.000.000 kr. at købe for over de næste 2 år + 120.000.000.000 kr. fra 2027 til 2033.

Jeg håber at Forsvarschefen bruger pengene klogt!

Krig med krudt og kugler, granater, kampfly, bombefly, kampvogne og skyttegrave er gammeldags og koster meningsløse tab af menneskeliv. Opgaven er først og fremmest at holde krigen væk fra Danmark. Vi skal ikke have nogen aggressor til at smadre Danmark, så det ligner Jerusalems, Gazas eller Ukraines ødelæggelse.

Så hvad kan Forsvarschefen gøre på en klog og snedig måde?
Kunne det være muligt at føre en "fredelig" krig uden at smadre alt?

Her er nogle eksempler på "fredelige" krige:

Cyberkrig: Et angreb på et lands vitale infrastruktur som elnet, vandforsyning eller kommunikationssystemer kan lamme samfundet og skabe kaos uden at koste mange menneskeliv direkte. Så Forsvarschefen kan ansætte en hær af hackere, der kan trænge ind overalt i den russiske produktion og lamme alt.

Forsvarschefen kunne jo købe Astralis, som primært er kendt for Counter-Strike: Global Offensive-hold.

Afskære forsyninger af råvarer og brændstof. Overtage styringen af fjendens kampfly, droner og raketter og sende dem retur.

Bestik de allerbedste russiske hackere og giv dem 100 millioner kroner hver for at skifte side og undergrave landet indefra.

Økonomisk krig: Sanktioner og handelskrige kan svække et lands økonomi og tvinge det til at ændre adfærd uden brug af militær magt. Er allerede sat i værk. Det er også en mulighed at købe russernes ammunition og dermed tømme deres lagre.

Politisk og diplomatisk krig: Ved at isolere et land internationalt, støtte oppositionelle grupper eller sprede misinformation kan man destabilisere regeringen og skabe intern uro. Det er der også lidt gang i allerede.

Fordele ved "fredelige" krige:

Færre tab af menneskeliv: Det er den mest åbenlyse fordel. Man undgår de massive tab af soldater og civile, der er forbundet med traditionelle krige. Hvis vi skulle komme i nærkontakt med fjenden, skal vi invitere dem indenfor på brunch og give dem afføringsmiddel i rigelige mængder. Når de er ukampdygtige, tager vi alt udstyr fra dem og lader dem gå hele vejen hjem.

Mindre fysisk ødelæggelse: "Fredelige" krige forårsager typisk ikke den samme massive ødelæggelse af infrastruktur og miljø, som traditionelle krige gør.

Lavere omkostninger: Økonomisk set kan det være billigere at føre en "fredelig" krig end en traditionel, da man ikke skal bruge store summer på våben, ammunition og tropper.

Konklusion:
"Fredelige" krige er et komplekst emne. De kan være et effektivt middel til at opnå politiske mål uden at ty til vold, men de kan også have store konsekvenser og være svære at kontrollere. Det er vigtigt at huske, at selvom det kaldes "fredelig", kan det stadig være en form for krig med alvorlige konsekvenser.

Læs også artiklen i Politiken fra den 17. april 2025.

Bare en tanke 🤷‍♂️

Prepping

Hysteri, dumhed eller naivitet?

Prepping refererer til processen med at forberede sig - både mentalt og fysisk - på forskellige former for krisesituationer, så du og din familie kan klare sig selv i tilfælde af en krise. Prepping handler ofte om selvforsyning samt katastrofehjælp, så man er sikret overlevelse.

Og så er der selvfølgelig de ekstreme preppere i USA, der har et arsenal af skydevåben, så de kan forsvare familien mod "trespassers", der vil stjæle deres "property".

Der er mange gode grunde til at være bekymret for alt det onde der kan ske. Men at Krigsminister Troels Lund Poulsen skræmmer landets befolkning ved at opfordre til prepping, er både dumt, hysterisk og uansvarligt.

Prepperne løber rundt som skræmte høns og hamstrer dåsemad og toiletpapir, overbeviste om at verden går under i morgen.

Detailhandlen tjener i øjeblikket styrtende summer på alt fra plasticdunke til tørret mad og nødradioer. Smarte firmaer ser muligheden for at sælge færdige pakker til mere end 3.000 kr. med alt det du har brug for til 3 døgn. Fri levering ved køb over 450,- kr. 14 dages returret. 2 års reklamation.

Det er barokt og paradoksalt.

I stedet for at gemme sig i bunkere og fantasere om apokalypser, kan vi fokusere på at skabe en bedre fremtid. Vi kan investere i uddannelse, fællesskab og bæredygtighed, ikke i frygt og paranoia.

Preppere tror de er forberedte, men de er naive og leger at de er på spejdertur. De tror de kan undslippe virkeligheden ved at hamstre forsyninger, men de kan ikke undslippe den frygt der driver dem.

Verden er et farligt sted. Men den er også et smukt og spændende sted. At leve er at tage chancer, at omfavne usikkerheden og tro på det bedste i mennesker.
Prepping er den modsatte holdning - en kapitulation til frygt og pessimisme.

Så drop dåsemaden og toiletpapiret - kom ud i friheden! Oplev verden, mød nye mennesker, og skab noget positivt. Det er den bedste måde at preppe på - at gøre verden til et bedre sted for alle.

Det er altid klogt at være forudseende og at have vand til 3 dage, men mon ikke du kan tåle at tabe et par kilo? Personligt har jeg preppet ved at tage 10 kilo på.

Stop krige - nedlæg militær!

Der er ingen mening i at jeg som privatperson skal skældes ud for mit CO₂-aftryk på verden, når der samtidig svines og forbruges helt vanvittigt i krigsindustrien.

Samtidig med at jeg bliver skældt ud, er der krig i Ukraine, krig i Gaza og en gigantisk militærøvelse i Norge. Det må da udlede mere CO₂ og forurening end mine små rejser til Grækenland.

I samme øjeblik dette militære vanvid stopper, holder jeg op med at flyve, køre bil, spise kød og prutte/bøvse. Jeg er sur!

Hvem er det lige, der har interesse i konflikter og krige? Er det våbenindustrien? Syge gamle mænd, der burde i psykiatrisk behandling? Regeringer der har brug for afledning? Byggeindustrien? Hvem er det egentlig der ønsker at smadre andre menneskers liv - og hvad vil de bruge sejren til?

Jeg forstår det bare ikke!

Selv i fredelige(?) Danmark, forsøger Statskrigsminister Mette Frederiksen og Krigsminister Troels Lund Poulsen at piske en krigsstemning op.

Skam jer! Shame on you!

Lige nu forherliger DR1 hvordan en 155 mm artillerigranat (Krigens Gud) udviklet under 2. Verdenskrig er blevet helt afgørende på slagmarken i Ukraine. En granat der kan sprænge menneskekroppe i småstumper. Helt åbenlyst pip i bøtten!

Mette Frederiksen taler ofte om at vi skal gøre noget på en klog måde. Oprustning er ikke klogt - Verden har brug for afrustning. Det er da hjerteskærende så stupid en regering vi har!

Der er intet klogt i at dræbe hinanden med krudt og kugler i gammeldags skyttegravskrige.
Der er kun meningsløs dumhed og krigsforbrydelser til ingen verdens nytte.

Danmark kan hjælpe klogt med diplomati, humanitært arbejde og lammende cyberkrig, men sgu da ikke med kampfly, tanks og en våbenfabrik (og snart også et skibsværft, der laver forældet teknologi) ved Frederikshavn. Pennen vinder altid over sværdet.

I dette øjeblik er der krige og konflikter i blandt andre disse lande:

Ruslands invasion af Ukraine: Den mest omfattende krig i Europa siden Anden Verdenskrig. Krigen har skabt en humanitær krise med millioner af fordrevne og ødelagte byer.

Borgerkrigen i Etiopien: En brutal konflikt, der har raset i over to år og har ført til hungersnød og etnisk vold.

Den væbnede konflikt i det nordlige Mali: En langvarig konflikt med jihadistiske grupper, der har skabt ustabilitet i regionen.

Borgerkrigen i Den Centralafrikanske Republik: En kompleks konflikt med mange forskellige aktører, der har resulteret i en humanitær krise.

Borgerkrigen i Syrien: En langvarig og blodig konflikt, der har skabt en humanitær krise og en flygtningekrise.

Den Yemenske borgerkrig: En kompleks konflikt med mange forskellige aktører, der har resulteret i en af ​​verdens værste humanitære kriser.

Israel-Palæstina konflikten: En ny krig brød ud mellem Israel og palæstinenserne den 7. oktober 2023. Hamas-krigere fra Gaza-striben angreb Israel og dræbte over 1.400 israelere. Israels militære reaktion har ført til mange tusinde døde palæstinensere. En humanitær katastrofe som går ud over civile - og børn.

Borgerkrigen i Myanmar: En brutal konflikt, der har raset i over et år og har ført til etnisk vold og fordrivelse af Rohingya-folket.

Konflikten i Afghanistan: En langvarig konflikt med Taliban og andre militante grupper, der har skabt ustabilitet og usikkerhed.

Grafik: Så mange penge bruger verdens militære supermagter

Globalis: Landenes udgifter til militær

Overblik: Her er de 15 lande, der har de største forsvarsbudgetter

Måler man på antallet af soldater er Kina nummer 1 med 2,5 millioner soldater mod USA’s 1,4 million, Ruslands 750.000 og Nordkoreas over en million.

Med 13.400 militærfly har USA til gengæld 4 gange flere fly end Kina og 3 gange flere end Rusland.

Med 15.000 kampvogne har Rusland langt den største panserstyrke, mens Kinas flåde på over 2.000 fartøjer langt overstiger den amerikanske på 400.

Kilder: ISS, IHS Janes’ Defense, Danmarks Statistik og ABC

Fredelig sameksistens og fornuft er hårdt trængt af kynisme og dumhed - godt at jeg snart skal dø!

LinkedIn - Congrats!

"Congrats!"
Hvor er de heldige at skulle arbejde sammen med dig - tillykke til dig og ikke mindst til dine nye kollegaer."

Hold kæft, hvor er det irriterende!

"Congrats", hvorfor fanden skriver danskere det til hinanden? Det er jo en stavefejl! Skriv helt enkelt "tillykke".

Og så det helt tåbelige: Tillykke-til-dig-og-til-dem-og-hinanden-og-til-mig-der-kan-se-alle-dine-kvaliteter-og-jeg-er-nemlig-lige-så-dygtig-som-dig-og-til-alle-der-har-kendt-dig-og-mødt-mig-og-se-lige-hvor-dygtige-vi-er-til-at-klappe-hinanden-på-ryggen. Mage til ekkokammer og rygklapperi, skal man lede længe efter.
Jeg skal kaste op!

Nå, jeg er jo bare en Sur Gammel Mand.

Bidler?

Hvorfor pokker er der så mange, der siger "bidler"?

Det staves billeder. Bil-le-der.
Et billede, billedet, flere billeder, alle billederne.

I sammensætninger billed-, fx billedbog, billedramme, billedskøn.
For korrekt stavemåde, se Retskrivningsordbogen

Trump

Så blev Trump præsident nummer 47 i USA.

Jeg har ingen kommentarer. Jeg er lamslået og målløs over at et land med 308 millioner indbyggere lige netop skulle vælge en syg mand, der burde spærres inde og i psykiatrisk behandling. En storskrydende, narcissistisk megaloman til det mest magtfulde job i verden.

Hver dag kommer der nye uhyrligheder fra det orange spektakel i Det Hvide Hus.

Snak i biografen - så gå dog på lydløs!

I går var vi i Kino på Ros Torv for at se "Pigen med nålen". En grusom og knugende film.

Det er en skøn biograf med lækre sæder, der kan lægges helt ned og med god afstand mellem rækkerne, så man undgår at blive sparket i ryggen.
Slangerne i Paradis, var 2 ældre nabokvinder der snakkede uafbrudt om ligegyldigheder (der var ikke noget jeg ikke havde hørt før) og selvfølgelig skulle de også vise hinanden billeder på deres smartphones.

Det er OK at tale lavmælt eller hviske under reklamerne, men det generer mig voldsomt, når der bliver talt under filmen.
Det er pinligt at ældre kvinder ikke kan finde ud af at holde kæft under filmen. Det burde et langt livs erfaring have lært dem.
Jeg bad dem høfligt om at gå på "lydløs". Det fungerede under resten af filmen.

Sluk mobilen - luk munden - se film, når du ser film!

Stop støtten til krig – nu!

Jeg ser mig selv som et hjælpsomt menneske. Jeg hjælper, hvor jeg kan.

Jeg støtter gerne Knæk Cancer, forskning i sklerose og alt muligt andet, der faktisk gør verden bedre.

Men jeg bliver rasende, når jeg bliver bedt om at betale nødhjælp til mennesker, der er ødelagt af krig! Ikke fordi de ikke fortjener hjælp. Det gør de. Men fordi hele setuppet er absurd.

Der sidder nogle få, stinkende rige våbenfabrikanter og deres venner – de samme typer, der aldrig har manglet noget i deres liv – og sender bomber afsted, som om det var reklameballoner til en firmafest. De spiller golf, drikker champagne og spiser blinis med kaviar. De skaber ødelæggelserne, tjener formuer på det, og bagefter skal jeg påtvinges dårlig samvittighed, hvis jeg ikke donerer penge til at rydde op efter dem?

Hvorfor fanden er det mig – og alle andre almindelige mennesker – der skal betale for at feje deres moralske katastrofe op fra gulvet? Hvorfor ikke dem, der skabte den? Hvorfor ikke dem, der dagligt scorer millioner på at holde konflikter i kog?

Jeg ved godt, at nødhjælpsorganisationerne mener det godt. De har hjertet på rette sted. Men de ender med at fungere som samfundets plaster – et plaster, som våbenindustrien gang på gang flår af igen, fordi det passer dem bedst at blive ved med at ødelægge.

Det er ikke hjælpen til ofrene, jeg protesterer imod. Det er, at forbryderne går fri.
At regningen lander hos os andre.
At systemet er grotesk.

Støt fred – ikke krig.
Lad dem, der skaber ødelæggelserne, betale for dem.

Vold er forkert og bør undgås for enhver pris

Hvis den nuværende udvikling fortsætter, kan de globale militærudgifter nå op på 4,7 til 6,6 billioner dollars i 2035. Et årligt militærbudget på 6,6 billioner dollars ville være næsten fem gange så meget, som der blev brugt ved slutningen af den kolde krig, og mere end dobbelt så meget, som der blev brugt i 2024.

Denne udvikling med øget militarisering udgør en alvorlig trussel mod menneskehedens fremtid ved at omdirigere afgørende ressourcer fra bæredygtig udvikling og fredsopbyggende initiativer. Vi bør lytte til FN.

I de næste 5-10 år bør Danmark være førende inden for diplomati, fredsopbygning og humanitære indsatser i fattige og krigshærgede områder. Vi bør straks stoppe den militære oprustning, herunder købet af 16 nye F-35 jagerfly fra USA (29 milliarder kr.) og missilsystemer (58 milliarder kr.).

Vi bør vende tilbage til at investere i den grønne omstilling og den offentlige sundhedssektor.

En lysere fremtid er mulig. Vi kan undgå endnu en kold krig. Vi kan investere i fred og forhindre fremtidige voldscyklusser, før de begynder. I stedet for at reagere på konflikter kan vi investere i at forebygge dem.

- Dylan Cawthorne i Politiken den 22. november 2025